KONFIRMAND 2002-20
03
DAGBOG FOR
HUGO, ROSA OG AL
1
STARTVi står her nu. Vi det er Hugo, Rosa og Al. Vi er skrevet ind til konfirmation i Avedøre kirke. Det var vores forældre, der gjorde det i april måned. Vi var med.
2
I oktober skal vi begynde. Der er en gudstjeneste for alle dem, der skal til gå til præst – og forældrene kan også komme med." Jeg ved ikke om ikke det er lidt pinligt med min mor og stedfar", synes Rosa.
"De plejer jo ikke at gå i kirke." Hugo er enig: "Det er da ikke dem, der skal konfirmeres!" Al: "Det er jo fordi, det er dem, der bestemmer hvilken religion, vi har indtil vi bliver 18! Mine har i hvert fald værsgo at stille op!"
Så er der kirkekaffe for alle bagefter i caféen. Det er der til alle gudstjenester. Rosa: "Føj, jeg kan ikke li kaffe!" "Rolig, rolig! der er også the og saftevand! Det er mere symbolsk, at vi sådan lige giver os tid til at snakke sammen!"
Det er Al, der lige har lært ordet "Symbolsk" og det bruger han hele tiden. Der er også noget symbolsk i, at alle konfirmanderne tænder et lys i kirken f.eks. på lysgloben, for at symbolisere, at vi nu er begyndt et til præst. (billede fra 2001)
3
Så skal vi i kirke 2 dage. De sidste 2 dage inden efterårsferien. 85 konfirmander på én gang. Det bliver fedt! siger Rosa, der er meget social. Så kan man lære nogen nye at kende, selv om jeg kender næsten alle i Avedøre. På de 2 dage skal vi lære kirken bedre at kende. Jeg tror vi skal op til klokkerne. Vi skal også vide, hvor de døde ligger. Og så skal vi møde vores egen præst og en masse andre, der arbejder i kirken. Jeg ved, at de vil prøve at fortælle os hvad der er det allervigtigste i kristendommen. Man har jo sådan en ide om, at det er juleaften, men det får vi nok at vide. Også noget om dåben, tror jeg, for de ville se vores dåbsattest. Rosa havde ikke nogen dåbsattest med, for hun er ikke døbt. Men det skal hun inden konfirmationen engang i februar måned sammen med 7 andre, der heller ikke er døbt.
Vi skal også lære om en gudstjeneste, hvad den forestiller og om hvorfor den er så lang og så kedelig. Og så ved ikke hvad de ellers finder på, men vi skal ikke ha mad med, for det får vi i kirken.
Om fredagen skal vi på tur ind til byen, for at finde kirken i København. Der er jo nogen store nogen som den ved Rundetårn (billedet) og nogle andre steder, hvor man arbejder med unge eller med mennesker i nød. Rosa skriver her!
Når vi fundet kirken og en masse andre steder inde i byen, går vi et hemmeligt sted hen – det er måske Planetariet.
4
GUDSTJENESTE
Vi konfirmander skal gå mindst 6 gange til gudstjeneste i Avedøre kirke for at kunne blive konfirmeret. Og det kan vi begynde på, når vi har fået vores gudstjenestekort. "Hvorfor skal vi det?" spørger Hugo. "Er det ikke ret kedeligt?" siger Rosa, "Man må vist slet ikke snakke med de andre, når man sidder der!" Al mener, at det er symbolsk, fordi man skal lære, hvad man gør i kirken og den eneste måde, man kan det på, er at prøve det – simpelthen det hele, at tie stille, at synge, at rejse sig op, når de andre rejser sig, gå med op og spise vin og brød --- "Spiser de wienerbrød ?" Hugo er overrasket. "Nej, brød og vin oppe ved nadveren!" "Nå, pappet!" Det rigtige navn er oblater og vinen er alkoholfri druesaft.
Man må selv om hvornår man vil gå til gudstjeneste. Der er en hver søndag kl. 10 og så ellers en gang imellem. Hvis man vil se, hvornår og hvem kan man se i kirkebladet eller i Hvidovre avis eller på kirkens udvendige opslagstavler eller på kirkens hjemmeside www.avedoere-kirke.dk/kalender/.
Man skal huske sit kort, når man går i kirke. Det bliver afleveret efter gudstjenesten til kirketjeneren ude i våbenhuset. Hvis man har glemt sit kort, kan man skrive en "nødseddel". Kortet bliver afleveret igen næste gang man kommer til præst.
5
Efter efterårsferien begynder den almindelige undervisning. Her går vi hos én af præsterne, som også skal konfirmere os. Vi har fået dag og klokkeslæt at vide. Præsterne er meget kloge. De er uddannet på universitetet, så i starten kan det godt være, man ikke forstår alting og at det er lidt kedeligt, men efterhånden, forstår man mere og mere.
Hvis det går rigtig godt, kan man snakke sammen om hvad man tror på. Men som Hugo siger, "Det er vist meget pinligt!" "Jeg tør godt!" siger Rosa. Al: "Det vigtigste for mig, er at jeg må tro det, jeg vil. Det er symbolsk vigtigt for mig!"
Nu glæder vi os til at begynde og i hvert fald hvis nogen af vores kammerater ødelægger det ved at snakke og pjatte, så synes vi det er for dårligt.
Kærlig hilsen og vi skriver, når vi er begyndt
Rosa, Al HUGO
