F A S T E T I
D
Af F. Rosenvind Rieck
Den forårsfest vi kalder FASTELAVN har sine specielle ord med forstavelsen FASTE-: Fastelavnsris (risning en frugtbarhedsmagi) fastelavnsbolle-fastelavnsløjer, og der er skikke som ringridning - masker - slå katten af tønden (symbol for kampen vinter og vår)
Festen er oprindelig en hedensk naturfest for forårets komme, men den indeholdt også dette "at give afkald på" - altså "faste".
Vinterens vigen og de første vårtegn bebudede, at man atter kunne tilså marker, derfor festede man et par dage, men var på den anden side klar over, at der ville gå en rum tid før de nye afgrøder var i hus. Man måtte jo tænke på, at af en efterårshøst måtte halvdelen gemmes som såsæd til foråret, og der kunne være tale om en hård karakterprøve for at få restafgrøden til at slå til, derfor var der en mening i at FASTE og HOLDE FAST.
Dette AT FASTE indgik efterhånden i forskellige religioner med begrundelse i specielle anledninger og som udtryk for hengivelse til guddommens velvilje. ISLAM f.eks. har en fastemåned RAMADAN, hvor man mindes Muhammeds første åbenbaring. Efter faste regler faster og beder man i døgnets lyse timer i troen på, at paradisets dør er åben. I øvrigt afholder man sig fra at spise visse kødretter.
I JØDEDOMMEN indgik også regler om faste og bøn i forskellige situationer som f.eks. ved ulykkestilfælde eller tabt krig og ved dødsfald.. Man fastede som en lydighedshandling efter faste regler.
Påsketiden, hvor man fejrede mindet om udgangen fra Ægypten, indledtes således med en 4o dages fastetid. Jøderne holdt gennem
århundreder - og gør det endnu - fast ved mindet om Guds store gerninger ved Det røde Hav, synger stadig de gamle påskerejsesalmer, vi kender fra den gamle pagts salmebog. (PS 120-136 inkl.)
For JESUS og den urkristne menighed var dette at faste ikke uden betydning, men fasten fik et dybere indhold. Det drejede sig ikke om at overholde visse skikke og regler, men om en alvorlig indre trang, hvad man kan læse i f. eks JESU Bjergprædiken Matt.6.l6 ff.
Man fortsatte med at overholde Moselovens bestemmelser om faste m.v., men stærkt præget af, hvad JESUS havde lært dem, således blev udgangen fra Ægypten og vandringen gennem det Røde Hav til mindet om JESU sidste vandring til Jerusalem, der førte til Golgatha Langfredag og den store skelsættende udgang Opstandelsen Påske- morgen. Når de første kristne sang med på Påskerejsesalmerne, så var det i mindet om JESU sidste vandring og opstandelse. Det blev for dem og er det for slægter igennem århundreder det store minde at holde fast.
2.
Vi nærmer os nu den tid i kirkeåret, som vi kalder FASTETIDEN og den er en forberedelsestid til PÅSKEN ligesom ADVENTSTIDEN jo er forberedelsestiden for JULEN, idet man ved gudstjenesterne før JUL læser og hører de profetier om, at FRELSEREN skal komme og bringe FRED og GLÆDE. I FASTETIDEN læses og høres de tekster, der peger hen på begivenhederne LANGFREDAG og PÅSKEDAG, og at det gælder om at holde fast og bevare troen trods modgang og trods afsavn. - ADVENTSTID og FASTETID har violet som liturgisk farve og betegner således HÅBET.
Når vi nu nærmer os FASTELAVN og oplever de forskellige skikke, så står vi på en gammel historisk grund i forskellige kulturer og religioner. Hvad der lå dybt i urfolkets erkendelse af fastens nødvendighed for at overleve i tiden fra høst til høst er via jøderne og urkirken blevet til det livsvigtige budskab til os i dag, at dette at FASTE - GIVE AFKALD PÅ er noget langt dybere end vor tids slankekure, men har noget med livsholdning at gøre.
Ordet FASTELAVN er derfor et opråb om at stå fast i dette at FASTE dvs. GIVE AFKALD - FORSAGE - UNDVÆRE, for intet må være en hindring på vejen til GUDS KÆRLIGHEDS RIGE, hvor FRED og GLÆDE bor.
F.Rosenvind Rieck 28.Januar 2001.
