Formålet med Salmesang for babyer er at give børn og
voksne et musikalsk samvær i kirken og formidle nogle af kirkens
kernesalmer.
Kurset er bygget op omkring salmer, enkle børnesange
lettere bevægelseslege og dansetrin.
Børns forhold til musik grundlægges fra den helt
tidlige barndom. Små børn " synger " således før de taler
og " danser " før de går.
At udtrykke sig musikalsk er med andre ord en
naturlig refleks hos barnet.
Skal det medfødte musikalske potentiale bevares og
styrkes er det dog vigtigt, at det stimuleres. Af stor betydning for
barnets senere lyst og evne til at synge med på sange og salmer er
derfor, at det allerede fra den tidligste barndom har hørt sine egne
forældre eller bedsteforældre synge.
Og uvæsentligt er det heller ikke, hvad det er for
melodier, de voksne lærer fra sig, for den musik, vi hører i vores
første leveår, lagrer sig i vores bevidsthed og giver en genkendelsens
glæde, når og hvis vi senere i livet støder på den.
Umiddelbart kunne man måske tro, at salmer og
babyer er to uforenelige størrelser. Men flere salmer besidder netop
den enkelhed i tone og rytme, der gør at de er særdeles velegnede at
synge for små børn.
Glæde og selvværd
Når forældrene synger for og med deres barn,
opstår der en nær og varm kontakt.
Ved at synge i stedet for at tale udtrykker man på
en mere nuanceret måde sine følelser og sin kærlighed til barnet.
Barnet vil ikke være i tvivl om at det er elsket
og betydningsfuldt, hvilket giver det en grundlæggende følelse af
selvværd - at blive set og accepteret.
Igennem selvværdet opbygges tilliden til
omverdenen og herigennem udvikles blandt andet den sociale kompetence.
Barnets selvværd bygges op af mange mange små
begivenheder i løbet af de første år.
Følelsen af selvværd opstår lige så stille,
når barnet får respons.
Når man synger for barnet er det umuligt ikke at
formidle ægte glæde.
Hvad man som forældre end måtte have af
spekulationer og bekymringer, så forsvinder de for en stund.

Man er til stede her og nu, man føler ægte glæde
– en spontant opstået glæde i modsætning til den planlagte.
Glæden ved at synge influerer direkte på både
barnets og forældrenes livsglæde og på det sunde liv i både fysisk,
psykisk og åndelig betydning.
Vi høres ved
Karin Helmersen