Du er her: 

Avedøre kirkes historie

Tiden før 1. januar 1965

ved Th. Bødker Knudsen

SØRØVERE

Topograf L. Both skriver år 1875 om Avedøreboerne.

“På den tid, da Kristi lære blev indført her i landet, var Avedøreboerne, ligesom de fleste andre folk, der boede ved stranden i denne hedenske tid, vikinger, der havde deres fartøjer liggende på strandbredden, parat til at stikke i søen når som helst. Men Avedøreboerne havde særlig lejlighed til som vikinger at erhverve rigt bytte. På den tid i det 10. og 11l. århundrede, var København en plads, hvor man til sine tider stævnede til fra alle kanter for at købslå, og hvor man til alle tider fandt en god naturlig havn, hvor man i læ for uvejr og vind kunne hvile ud, om man havde måttet trække for årerne imod vinden, eller hvor man trygt kunne afvente gunstig bør, om man brugte sejl. På den tid sejlede man mest langs Kysterne, og således stævnede de, der skulle til Øresundet, fra Østersøen af igennem Kallebo Strand, for som sagt at nå havnen ved det nuværende København for at udhvile; thi på den tid sejlede man ikke gerne om natten, men inddelte vejen i dagsrejser. Nu er det jo klart, at vikingerne deroppe i Avedøre ikke kunne vælge nogen gunstigere plads for deres færd end netop denne by, hvorfra de gennem gluggen i deres jordhytter i største mag kunne iagttage ethvert fartøj, der sejlede frem og tilbage gennem sundet. Så de en ret tungt lastet skude arbejde sig besværligt frem, enten for ringe vind eller arbejdede med årerne imod vind og vejer, så skød Avedøreboerne den lette båd behændigt i vandet, bemandede den med deres flinke våbendygtige og velbevæbnede mandskab og for et rigeligt antal årer skød deres fartøj så gennem vandet ud til kræmmerskibet. Det var snart entret under disse ulige forhold. Mandskabet taget til fange, byttet delt og skuden boret i sænk var et øjebliks arbejde, og så havde man en god fortjeneste for dengang.

Fra Sørøvere til agerdyrkere

Da nu kristendommens milde lære tid efter anden omskabte de omvankende nomader til agerdyrkere, der forenede sig til samfund, der nedsatte sig i fælles ejerlav og byggede kirker, så måtte også vikingerne, der ikke mere havde den nødvendige understøttelse i de omvandrende nomader at holde sig til, slutte sig til disse samfund; men Avedøreboerne, der i materiel henseende havde så meget at tabe, men intet at vinde ved at slutte sig til de nye forhold, gjorde det kun ugerne.

Overgang til kristendommen

Vel lod disse vikinger sig døbe snart hos den ene og snart hos den anden biskop, thi ved dåben fik de forærende nye kristne klæder, men hver gang solgte de kostbare klæder, og gik så til en anden for at blive døbt på ny. Således gik det længe med Avedøreboerne, de holdt sig som vikinger, levede af at røve på søen. Endelig tog kristendommen så meget til, at Avedøreboerne måtte bøje sig efter forholdene og i det mindste for de sociale goders skyld søge at knytte sig til en menighed. De henvendte sig da til det nærmeste samfund, det, hvoraf deres ejerlav var en del, nemlig Brøndbyøster, dvs. den østligste af de byer, der lå på brynen eller den yderste kant af bakken, hvor den skråer ned imod havet. Denne henvendelse var dog forgæves. De orthodoxe mænd i denne menighed ville ikke have noget med disse i færden så såre ukristelige mennesker at gøre, men veg tilbage med forfærdelse. Forgæves bød de forskudte guld og gods, hvoraf de havde overflod nok, for at blive optaget i kirkens hellige skød, alt forgæves; her var ingen nåde at vente, før man så eksempler på omvendelsen, og heller ikke sognet imod vest ville have noget med disse vildfarne folk at gøre.Kirkelig tilknytning til GlostrupI denne kvide fandt man omsider på at henvende sig til en anden menighed, der havde dannet sig længere oppe på heden, nemlig Glostrup, og da den gudsmand, der havde forsædet der mente som så, at deres fattige kirke vilde have velsignelse af den rigdom Avedøreboerne bøde som vederlag for optagelse i menigheden og han tilmed anså det for en værdig opgave netop at bringe de forvildede til korsets fod, så tog han imod tilbudet og optog dem i menigheden og dermed i kirkens skød. Den værdige mand lod det ikke blive ved at prædike for Avedøreboerne i kirken, som de i førstningen sjældent besøgte, men han vandrede daglig den lange vej gennem nabosognet til sine forvildede børn derude ved stranden og inden rum tid var forløben havde han ved sin læres indvirkning den glæde, at se de fordums vilde vikinger søge deres vinding dels ved at aflokke jorden sin afgrøde og dels ved, at benytte den rigdom på fisk, især sild, som havet på den tid vrimlede af, og siden den tid har Avedøres beboere trods den fjerne beliggenhed været tro medlemmer af Glostrup menighed.”

.. og så blev Avedøre en del af Brøndbyøster sogn

Avedøreboerne drog i ca. 800 år trolig den lange vej til kirke i Glostrup og børnene til konfirmandforberedelse i præstegården. Det har været meget besværligt, intet under, at de fik skyld for at være meget lidt kirkeligt interesseret, og at det stod sløjt til med den kristelige oplysning i Avedøre. Efterhånden gik det da også op for de kirkelige myndigheder, at dette kunne ikke blive ved at gå, så ved kgl. resolution af 6. marts 1893 blev det bestemt, at Avedøre fra den 12/3 1893 skulle henlægges til Brøndbyøster sogn. Det betød trods alt en bedring, nu kunne man dog se ned til sognekirken. Der blev dog ikke mere kirkeligt eller åndeligt liv i Avedøre af den grund; man var blevet fremmedgjort gennem de mange århundreder. Heller ikke Brøndbyøster, der var annekssogn til Brøndbyvester, var synderlig glad for forøgelsen af pastoratet. Skoleinspektør Aabo, ved Avedøre skole, har fortalt, at præsterne i Brøndbyvester altid omtalte Avedøreboerne let nedladende, som nogen man ikke rigtig kunne regne med. Det må dog indrømmes, at afstandene stadig var store, i særdeleshed for børnene, som skulle gå til præst i Brøndbyvester. Rent administrativt var det også en ulempe, at Avedøre kommunalt stadig hørte til Glostrup kommune og altså skulle betale kirkeskat dertil. Dette fik i nyere tid til følge, at man i Avedøre betalte væsentlig mere i kirkeskat, end man gjorde i Brøndbyøster.

Brøndbyøster sogn vokser

Fra begyndelsen af 1950´erne begyndte Brøndbyøster landsby at vokse kraftigt. Fra at være en hyggelig landsby med en klynge gårde, der havde jorden liggende stjerneformet ud til alle sider, begyndte den nu at ændre sig med store nybyggerier af rækkehuse og parcelhuse, i særdeleshed i den nordlige del af byen. Og der blev byplanlagt store etagebyggerier. Baggrunden for hele denne byggeaktivitet var, at Københavns kommune i l930´erne havde opkøbt alle gårde i såvel Brøndbyøster som Avedøre, og nu stod man for at skulle skaffe boliger til de mange boligløse i København, og man var ligeledes begyndt at arbejde med sanering af de dårlige ejendomme på broerne i København. Det var jo så nærliggende at benytte den jord, man ejede i forvejen. Alt dette byggeri medførte naturligvis, at befolkningstallet i det egentlige Brøndbyøster sogn begyndte at vokse i et hastigt tempo.

Tanken om et selvstændigt Avedøre sogn.

Denne kraftige vækst i befolkningstallet i Brøndbyøster fortsatte i stadig stærkere tempo, og da pastor Orla Christiansen var en særdeles dygtig prædikant, som kunne samle alle forskellige kirkelige retninger, var der meget stor kirkegang, den lille sognekirke var fyldt hver søndag, undertiden endog til trængsel på almindelige søndage.

De første præster i Avedøre-området

I 1956 fik sognet bevilget sin første hjælpepræst, det var pastor Knud Nedergaard. Han fik bl.a. til opgave, at tage til Avedøre og undervise konfirmanderne på skolen, så de var fri for at tage den lange vej til Brøndbyøster.

Pastor Nedergaard blev i 1958 afløst af pastor Niels Jørgen Thastum. Menighedsrådet søgte straks Kirkeministeriet om, at få hjælpepræsteembedet omdannet til et kaldskapellani. Det lykkedes samme år, idet ministeriet satte som betingelse for oprettelse af kaldskapellaniet, at kapellanen skulle have bopæl i Avedøre, og særlig tage sig af den del af pastoratet. Menighedsrådet købte så omgående ejendommen Avedøregårdsvej 75, der var et nyt hus, ikke særlig stort, men dog brugbart, der var ikke andet at få på den tid. Sammen med ansøgningen om oprettelsen af kapellaniet bad menighedsrådet om, at pastor Thastum måtte blive udnævnt til kapellan. Det blev han så efter eenstemmig indstilling. Han flyttede så med familie ind i huset Avedøregårdsvej 75. Han tog fat på arbejdet med frisk mod, men det var et stort handicap, at kirken lå i Brøndbyøster og tilmed var for lille. Han begyndte derfor straks at indbyde til sognemøder i selskabslokalerne på den den gang nye Avedøre skole. Han kunne glæde sig over end dog særdeles god tilslutning til disse møder. Folk i almindelighed var glade for, at man nu havde fået egen præst, det havde man aldrig før haft. Der havde aldrig tidligere boet en præst i Avedøre. Man var i den grad indlevet med, at alt hvad der havde med det offentlige at gøre, lå enten i Glostrup eller Brøndbyøster. Der var intet, der havde navn af Avedøre; men nu havde man fået en Avedøre præst, som boede her, det var man glade for og brugte præsten ved enhver lejlighed.

Kirkekomite

Der blev nu enighed om at indkalde til et møde på Avedøre skole den 25. maj 1959 med det formål at få dannet en kirkekomite for Avedøre, som så skulle arbejde videre med sagen. Der nedsattes en kirkekomite med 14 medlemmer. Pastor Thastum blev formand.De første beløb fra indsamlingen og rygter om en vandrekirke

Den 24. januar 1961 afholdtes der et komitemøde, hvor kasserer Frede Larsen fremlagde regnskab for tiden 22/10-59 til 31/12-60 . Regnskabet udviste en indtægt på kr. 10.119,81 og en udgift på kr. 736,50 overskud kr. 9.383,31. Indsamlerne aflagde beretning om de løbende tilsagn om støtte over en periode, som de havde modtaget, men da ikke alle indsamlere var til stede, kunne det kun blive et foreløbigt resultat; det udviste tilsagn om kr. 6.300. På dette møde fremkom også de første lidt forsigtige rygter om, at der muligvis ville fremkomme et tilbud om en Vandrekirke til Avedøre, men hvis det skulle blive alvor, ville det blive menighedsrådet, der skulle tage stilling til den sag.

Basarer

Arbejdet gik nu sin stille gang i komiteen. Man blev enige om, at der fremover skulle afholdes en årlig basar og bortlodning til fordel for indsamlingen.

Pr. 31/12 1962 havde Kirkesagen, som den nu officielt kaldtes, en formue på kr. 34.623,41.

Thastum rejser og Bent Sørensen tager over

Den 1/6 1963 rejser Thastum og som ny præst vælges Bent Sørensen og det er kirkekomiteen der fik lov til at indstille. Bent Sørensen valgtes enstemmigt og begynder i august 1963-

Vandrekirken på lejet grund

På et menighedsrådsmøde den 3/9 1963 forelå der tilbud fra Glostrup kommunalbestyrelse på grund på 3000 m2 til den kommende Vandrekirke i Avedøre. Grunden, der var beliggende på hjørnet af Byvej og Avedøre Tværvej, blev tilbudt på lejebasis for 50 øre pr m2 årligt, og den var uopsigelig fra kommunens side. Tilbudet blev modtaget med tak under forudsætning af Kirkeministeriets godkendelse. Det var aldrig før set, at en kirke kunne ligge på en lejet grund.

Indvielsen af Vandrekirken var fastsat til søndag den 8. marts 1964. Vandrekirken ville koste kr. 164.000, hvoraf Avedøre skulle betale kr. 111,000, resten af prisen, der i virkeligheden blev noget højere var skænket af sparekassen Bikuben, som en mindegave for professor Harald Vestergaard. Professor Vestergaard havde været medstifter af Kirkefondet og i ledelsen for Bikuben. Vandrekirken kom derfor til at hedde “Professor Harald Vestergårds Mindekirke”.

På dette møde fremlagde arkitekt Christiansen et foreløbigt skitseforslag til den endelige kirke, udarbejdet under hensyn til de nu foreliggende planer for stationsbyen. Der var tilfredshed med skitseforslaget. Herefter fremlagde kassereren regnskab, hvorefter til dato var indsamlet kr. 47.569,39.

Personale til den nye kirke

Før indvielsen af Vandrekirken havde Brøndbyøster menighedsråd sørget for, at der blev ansat det nødvendige personale til kirken nemlig kirketjener Gunnar Rasmussen (årlig løn 9.547,20), organist Hans Birk (Årlig løn 7.561,38) og kordegn stud. theol. Jens Barfoed (Årlig løn 5.385,89).

Kirken indvies den 8. marts 1964

Søndag den 8. marts 1964 blev Vandrekirken så indviet med al den festivitas man var i stand til at præstere. Der var mange indbudte gæster, bl.a. stiftamtmanden, kirkefondets bestyrelse, professor Harald Vestergaards søn, borgmesteren, nabopræster bl.a. den katolske sognepræst fra Hvidovre o. m. flere. Biskop J. B. Leer-Andersen foretog indvielsen og pastor Bent Sørensen prædikede over dagens tekst. Organist Hans Birk havde lavet en festkantate, som blev fremført af kormedlemmer, som han havde fremskaffet. Der var også fremtryllet et midlertidigt harmonium, der gjorde nogenlunde fyldest, men det var ingen nydelse at høre på. Kirken, der havde l80 siddepladser, var fyldt til bristepunktet af festglade mennesker.

Efter gudstjenesten var der frokost for de indbudte gæster på Avedøre skole. Her havde en lang række talere ordet, bl.a. stiftamtmanden, der overrakte en alterbibel som gave fra Bibelselskabet, provst Orla Christiansen, borgmester Sortsø, skoleinspektør Aabo, menighedsrådets formand Evald Petersen og flere. Kirkefondets formand mindedes professor Harald Vestergaard og dennes søn takkede og ønskede til lykke med Vandrekirken.

Ansøgning om at blive selvstændigt sogn

Allerede på et menighedsrådsmøde den 3. marts 1964 blev det vedtaget, at ansøge Kirkeministeriet om, at Avedøre kirkedistrikt blev udskilt som selvstændigt sogn snarest, og at pastor Bent Sørensen blev udnævnt til sognepræst for Avedøre sogn. Der kom heller ikke til at gå lang tid. Kirkeministeriet bestemte, at Avedøre kirkedistrikt skulle udskilles som selvstændigt sogn pr. 1/1 1965, og at der skulle afholdes valg til menighedsråd for det nye sogn inden den 1/4 1965. Pastor Bent Sørensen blev samtidig udnævnt til sognepræst for det nye sogn fra den dag at regne, da det var udskilt. Indbyggertallet i Avedøre var da ca. 4.800.Sogneudskillelsen blev markeret ved en gudstjeneste 3. juledag 1964, hvor provst Orla Christiansen prædikede og på Brøndbyøster sogns vegne tog afsked med Avedøre, ligesom han ønskede tillykke og Guds velsignelse over det nye sogn. Efter gudstjenesten samledes man til frokost på Avedøre skole.

Ved sogneudskillelsen blev det bestemt, at Avedøre sogn fortsat skulle være medejere af Brøndbyøster Kirkegård og deltage i bestyrelsen af denne.

Arbejdet i kirkekomiteen var fortsat uafbrudt i 1964, og en basar; den 28/11 1964 gik særdeles godt. Den gav et overskud på kr. 5.500.

Således sluttede det sidste år, hvor Avedøre Kirkedistrikt var en del af Brøndbyøster sogn.

Thorvald Bødker Knudsen

Politiassistent fra Jylland, der var den første formand for menighedsrådet i Avedøre. Fra 1965-1975.
Bødker Knudsen passede stolt sin kirkestol. Han døde.i 1999.


Lidt om Bødker Knudsen

Bødker kom i menighedsrådet i Brøndbyøster og fik efterhånden samlet de kirkeligt interesserede fra Avedøre, så der kunne rejses en kirkesag - en lang sej kamp for at Avedøre kunne få sin kirke og blive et sogn lykkedes i 65. Og Bødker var drivkraften med en utrættelig energi og han blev da også den første formand i 10 år med hårde kampe og søvnløse nætter. Han er broen fra Brøndbyøster til Avedøre.

Han som søgte den Guds fred, som overgår al forstand oplevede den altid på baggrund af kamp, uenighed, stædighed.

Det er sådan de fleste af os kendte ham. Stejl og stædig, når han vidste hvad der var rigtigt at gøre eller mene. Han gik ikke efter om det var populært. Men bag det urokkelige som nok har sine rødder tilbage til det nordjyske - var der en retskaffenhed. Han gik aldrig på kompromis med sandheden og lovgivningen - og derfor passede han nok meget godt ind i politiets rækker i ganle dage - men der var også en humor, altid understregende hans egen ringe betydning og som godt kunne blive virkelig sarkastisk over for andre, der ville gøre sig store.

Han var i kirken søndag efter søndag og kritiserede præst og organist og hørte helst gode grundtvigske foredrag, som aldrig rigtig slog an i Avedøre..

I virkeligheden ved jeg godt, at om alt det jeg har sagt indtil nu, ville Bødker havde sagt, det kan du godt springe over og komme til det væsentligste.

Evangeliet. Guds fred - det møde mellem den levende Gud og det enkelte menneske, der sker i menigheden, når vi tør tro på ordet. Den fred som er nok til livet i dag og også til vores sidste stund. Du ved det godt Guds menighed! det ene tjener til din fred, at i dit hjerte og din mund er troens ord i allen stund.

Engang i sin barndom og ungdom oplevede han det på en måde så han aldrig glemte det - at han var elsket af Gud, som det blev sagt i dåben. Og det stod fast. Måske var det dengang han ville have været missionær. I stedet blev han linievogter for præster, at de ikke skulle glemme det egentlige.