Kirkens Alter

Kirken er ikke opdelt i kor og skib, men fremtræder som et enhedsrum med et podium, der er hævet lidt over gulvet. Centralt på podiet anbringes alteret, der får karakter af et fritstående træbord uden alterskranke.

Der er ikke tale om »nymodens« påhit, men vi ønsker hermed at knytte forbindelsen med den oldkirkelige ordning, hvor alteret netop var et almindeligt bord - udført i træ.

Først i 300 tallet gik man over til de faste stenaltre, som vi stadig kender fra vore middelalderlige kirker. Det hænger sammen med offertankens indtrængen i nadveropfattelsen, hvor nadveren fra at være menighedens fællesmåltid mere og mere fik karakter af en offerhandling: en »ublodig« gentagelse af Kristi offerdød på Golgatha.

Men oprindelig var det ikke således. Kristi offer er bragt een gang for alle og skal ikke gentages - heller ikke i åndeliggjort form. Nadveren er derimod en gentagelse af skærtorsdags nadverindstiftelse, hvor Kristus under brød og vin giver os del i sit legeme og blod, hengivet for os.

I de urkristne menigheder fejredes nadveren indenfor rammen af et fællesmåltid, den såkaldte agape. Tiden er næppe moden til at genoptage et sådant fællesmåltid i forbindelse med nadveren, men det er vigtigt at understrege, at alteret ikke er et offersted men et spisebord, hvor menigheden samles med sin herre og frelser for at få del i hans gaver.

I forlængelse heraf vil der heller ikke være nogen alterskranke, der oprindelig blev opstillet for at holde lægfolket på afstand af alteret, hvortil kun præsterne havde adgang. Der må være fri adgang til »Herrens bord«, hvor man knæler direkte ved bordet og modtager brød og vin. Præsten, der uddeler sakramentet, står bag bordet med front mod menigheden, så kredsen sluttes og præsten bliver en del af menigheden. Således understreges det, at der ikke er forskel på præst og menighed, men alle er vi eet i troen på Jesus Kristus.

Kirkens alterbord er ret enestående i Danmark og Nordtysklands evangeliske kirker - til trods for at Luther lægger op til at nadverbordet er mere et spisebord end et offeralter. 
I mange nyere kirker er der plads bag alteret til at præsten kan stå med ansigtet mod menigheden, men ingen andre steder er der et alterbord, hvor knæleskamlen er slået sammen med alterbordet, som hos os.

Det stiller nogle krav at have sådan et alter. Det skal være sådan, at præster også uden at være fysisk høje, kan nå altergæsterne og konfirmanderne. Der skal være nogle altervaser, som ikke står afgørende i vejen for præstens uddeling af brød og vin.

Et andet element i udformningen af alteret et trinet. Arkitekst Palle Rydahl Drost fik det placeret foran alterbordet med det lønlige håb, at vi kunne overtales til at placere knæleskamler på dette trin og dermed give adgang til den meget mere spændende kunstneriske opgave: at skabe et alter med et rækværk omkring. Men Niels Kristian og menighedsrådet holdt fast, selvom det betød usikkerhed ved nedgangen fra Herrens bord med dette trin, der næsten ikke var til at se.

Ved renoveringen i 2008 fik vi så endelig en anderledes løsning. Det hvide bånd med messingforkant afløste den runde flise. Adskillige børn har følt, at her var der en catwalk, hvor man kunne defilere foran hele menigheden.