Kirkeskibet Neptunus

Kirkeskibet måler 180 cm i længden og er en gengivelse af linieskibet "Neptunus" udført og skænket af fhv., nu afdøde skibsfører E. Ovdal Larsen, Enghøjen, Avedøre.

Kirkeskibet blev afsløret ved en festgudstjeneste den 4. juni 1978.

Ovdal-Larsen fortalte, at han byggede modellen, mens han sejlede som skibsfører i Østen, og det var godt at have noget at tage sig til de mange dage i kahytten. Materialerne til modellen blev købt i Japan - træet er japansk karmtræ. Da han gik på pension, stod skibet hjemme i stuen på spisebordet og fyldte efter hans kones mening lidt for meget, så det var en god ide at forære skibet til den nye kirke i Avedøre.

Menighedsrådet blev meget glad for gaven. Det er fin,t at så ny en kirke allerede har et kirkeskib.

Moderskibets historie

Moderskibet var bygget af skibskonstruktør Barbé og Konstruktions Kommisionen og havde stabelafløb den 16. juni 1750.

Skibet var 154 fod i længden og 41 fod i bredden og en dybde agter på 19 fod og 17,4 fod fortil. (1 fod= 0,314 m)

Skibet var armeret med 60 stk 24 punds kanoner og havde en besætning på 512 mand. Skibet udgik af flåden i 1789.

Efter sigende skulle "Neptunus" aldrig have været rigget til, men lå klar som reserve skib i en bugt ved Roskilde fjord. Da krigen mod englænderne stod for døren i 1789, blev skibet inspiceret og kasseret på grund af råd.