Interview med Eric

Hvordan startede du med at male graffiti?

Som ung har jeg altid tegnet. Det ligger nok i mine gener, jeg kommer fra en kunstnerisk familie.

Hvordan kom I til at male i vores kælder?

Det var min mor(Bodil Enke), der kom med forslaget. Vi fik til opgave at male noget, som både appellerede til de unge, men også noget med et kristent budskab. Vi kunne selv bestemme hvad vi ville lave. Og det her var vores egen idé.

Hvordan forestiller du dig Jesus? 

Jeg forestiller mig Jesus som en mand der forkynder kærlighed. Han er en profet i Islam. Ja, sådan som vi har tegnet ham.  Vi kan begge to relatere til ham. Det passer meget godt, med spraydåsen. Han var jo også noget provokerende.

Vi har sådan en Jesusfigur derhjemme, en kopi af Thorvaldsens Jesus fra Domkirken. det var den, der inspirerede mig. Den er jeg vokset op med, så den har præget mine forestillinger om Jesus.

Har Jesus et budskab til os?

Ja, det kan du læse, det er jo Jesus, der skriver med spraydåsen: Størst af alt er kærligheden. Teksten fandt jeg i Biblen i første Korinterbrev kapitel 13, hvor Paulus skriver om kærligheden. Hvis du kikker nærmere, har spraydåsen et hjerte malet på. Så det er tydeligt, hvad budskabet er.

Raouf er muslim, og han er helt med på det. Der er fuld accept fra hans forældre. De støtter os begge to i dette arbejde. De har set graffitien i kælderen og synes, den er rigtig flot.

Hvordan kan man male så stort ?

Vi har tegnet alt sammen forinden på et A4 ark med fri hånd og blyant, den Jesusfigur i vores hjem. Så fik vi lavet en transparent og kastede den ved hjælp af en overhead på væggen i kælderen.

Figuren er meget klassisk, det er det fede ved ham at lave ham i hans hvide kåbe.

Det skal se ud som om det er ham selv, der har malet teksten med varme farver.

Baggrunden er blå og der er skyer, de kolde farver giver en god kontrast, det ser flot ud, og Jesus virker ophøjet.

Er du kristen?

Jeg føler mig moderat kristen. Det er ikke den gamle skole. Jeg tror på de gode ting i kristendommen. Men jeg har også mine forbehold. Det vigtigste er forkyndelsen af kærligheden, det er Raouf også med på. Han er lige så moderat muslim som jeg er kristen.

Vi snakker normalt ikke om religion, kun i forbindelse med denne opgave.

Tak, Eric, fordi du ville møde op og fortælle om dine tanker bag ved dette flotte kunstværk.

Eric Tito og Raouf Eissa

Erik og Raouf var begge i 2011, da maleriet blev udført 22 år. De var da lærervikarer på henholdsvis Holmegårdsskolen og Risbjerg skole De har begge været i forsvaret. De overvejer begge, hvad de vil i fremtiden, men graffiti bliver ikke det, de vil leve af.

I øvrigt er det ikke dem, der maler løs i nattens mulm og mørke på kant af loven. Men det til særlige opgaver er de måske parate.


Lise Dahl